KLOG PÅ KUNST

Tirsdag 1. oktober blev en del af Sabros borgere klogere på kunstens abstrakte og figurative træk. Det skete i forbindelse med fernisering på Susanne Schneekloths farverige malerier som indledtes med et kort foredrag om kunstens abstrakte og figurative træk.

Susanne Schneekloths malerier som har både abstrakte og figurative træk kan ses i festsalen på Sabro Lokalcenter frem til slutningen af oktober. Læg vejen forbi og udfordre dig selv på kunst som ikke er en tro kopi af virkeligheden, og dan dine egne fortolkninger af malerierne.

Vil du også være klog på kunsten, så sæt allerede nu X i kalenderen 4. nov. hvor Sabro Kunstforening kl. 19-20 inviterer til fernisering på udstillingen med Erik Boyes sansende naturmalerier med religiøst islæt.

Vi ses.

#klogpåkunstisabro

Har du en talknuser i maven?

Går du med en talknuser i maven, er du nysgerrig på livet i en kunstforening, og har lyst til at være en del af et virkelig spændende arbejde bag Sabro Kunstforening – så er det lige dig vi har brug for!!!

I Sabro Kunstforening mangler vi pt. en kasserer, som kan varetage foreningens ind- og udbetalinger, holde styr på medlemslister og lodder og lave et mindre forenings regnskab. Opgaven er ikke voldsom stor, men kræver struktur og overblik. Har du indsigt i hvordan man stiller et simpelt foreningsregnskab op, og hvordan man sender opkrævninger til medlemmer og afregner kunstnere, så er du lige den vi mangler.

Vi tilbyder til gengæld en plads i en bestyrelse, hvor du vil få indsigt i, hvordan arbejdet i en kunstforening forløber. Du vil blive inviteret med på besøg ved kunstnere, ligesom du vil have medindflydelse på, hvilke værker foreningen indkøber hen over året af udstillende kunstnere til udlodning på den årlige generalforsamling. Du vil med andre ord være med til at præge den kunst, vi hver sæson henter til Sabro og præsenterer for medlemmer og byens borgere.

Lyder dette som noget for dig, så tøv ikke med at kontakte formand Doris Nielsen via tlf.: 2119 3964 eller mail: dorisnielsen@gmail.com

Vi glæder os til at høre fra dig.

 

 

Program 2019/2020

Så er det programmet for den kommende sæson i Sabro Kunstforening klar.

Læs programmet allerede nu via linket: https://issuu.com/sabrokunstforening/docs/endelig_program_2019_2020

 

Sæt X i kalenderen 1. maj

Vær med når Sabro Kunstforening inviterer til en 3-i-1 kunstoplevelse.

Onsdag 1. maj kl. 19-21 har du muligheden for at få gang i alle sanser, når Sabro Kunstforening inviterer til sæsonens sidste fernisering, som krydres med foredrag og artist talk.

Udstillingen, som lægger sig i forlængelse af resten af sæsonens spændende udstillinger, byder på malerier af den århusianske maler Alice Karup Kops, som har specialiseret sig i malerier, der med afsæt i naturen skildrer oplevelser og indtryk fra hverdagen. Malerierne indeholder ofte skjulte hverdagsting, som ofte ikke observeres ved første øjekast, men giver beskueren mulighed for at gå på opdagelse i billederne.

Som optakt til ferniseringen indledes aftenen, med et kort foredrag om natur- og landskabsmaleriet som det har foldet sig ud gennem tiden. Foredraget er således med til at give en kort introduktion, til den tradition som Alice Karup Kops’ malerier indskriver sig i. Foredragsholder er kunsthistoriker Anne-Mette Strange.

I forlængelse af foredraget vil Alice Karup Kops tage os med på en spændende rejse ind i sit kunstneriske univers, hvor vi vil få indsigt inspirationskilder, arbejdsmetoder og teknikker.

Sabro Kunstforening er vært ved et glas vin, mens vi ser, høre om og oplever kunst.

Vær med, når Sabro Kunstforening inviterer til sæsonens sidste fernisering i festsalen på Sabro Lokalcenter.

Alle er velkomne og der er gratis adgang

Sabro bliver kunstcentrum i påskedagene.

Påsken nærmer sig og du kan godt begynde at glæde dig for:

Sabro bliver kunstcentrum i påskedagene.

Der er tale om et sandt påskeæg når Sabro Kunstforening skærtorsdag kl. 14.00 slår dørene op til årets påskeudstilling i festsalen på Sabro Lokalcenter.

19 forskellige kunstnere og kunsthåndværkere kan i år opleves på foreningens påskeudstilling, og det er en rigt varieret flok. Repræsenteret på udstillingen er både malerier, fotografier, raku, stenskulpturer, tasker, smykker, uld design, drejede træting, keramik, glas, stentøj og pileflet.

”Vi er utrolig glade for og stolte over at kunne byde velkommen til et så stærkt hold af kunstnere.”, siger formand for Sabro Kunstforening Doris Nielsen. ”Det er lige før, vi kan tale om, at Sabro bliver en form for kunstcentrum i påskedagene.”

Udstillingen åbnes med en festlig fernisering skærtorsdag kl. 14.00, hvor der også vil være levende musik. Ved ferniseringen skærtorsdag kan man træffe de forskellige kunstnere og få en snak med dem om deres kunst og kunsthåndværk. Samtidig vil de forskellige kunstnere på skift være tilstede gennem udstillingsperioden. Udstillingen er åbent alle påskedagene samt tirsdag 23. april kl. 10.00-16.00 i festsalen på Sabro Lokalcenter.

Kunst er for alle og derfor er der også gratis adgang og alle er velkomne.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Foredrag om kunst

I forlængelse af fereniseringen på udstillingen Afrikas Savanne og Livet i Havet inviterer Sabro Kunstforening til et spændende foredrag om Børn & Kunst. Kunsthistoriker Anne-Mette Strange vil stille skarpt på hvordan børn er blevet skildret i kunsten gennem tiden samt børneværkers betydning for udviklingen i kunsten gennem de sidste godt 100 år. Foredraget vil dermed bygge bro til den aktuelle udstilling med 120 værker af børn fra Sabro-Korsvejens 4. klasser. Foredraget foregår i festsalen på Sabro Lokalcenter ml. kl. 18-19, og der er gratis adgang. Alle er velkomne, dog er foredraget orienteret mod det voksne publikum.

Der kan købes vin & vand til 5,- kr./glasset til foredraget.

Tilmelding til årets påskeudstilling er åben

Lige nu og frem til 17. marts er der åben for tilmelding til årets påskeudstilling i Sabro Kunstforening, som finder sted i festsalen på Sabro Lokalcenter 18.-23. april 2019.

Er du udøvende kunstner eller kunsthåndværker, og har du lyst at være en del af en populær påskeudstilling, så skynd dig at sende din ansøgning til koordinator Jannehaestrup@hotmail.commed oplysninger om navn og adresse samt hvad du ønsker at udstille. Ligeledes skal det fremgå om det er på væg, bord eller gulv samt evt. hvor meget plads du ønsker.

Prisen for at deltage er 200,- kr. for kunstforeningens medlemmer og 250,- kr. for øvrige.

Påskeudstillingen en populær platform for udøvende kunstnere og kunsthåndværkere, og tilmelding sker som udgangspunkt efter først-til-mølle princippet. Dog forbeholder Sabro Kunstforening sig ret til at kuratere udstillingen, så den repræsenterer så mange kunstarter som muligt.

Der er vagt hver dag i åbningstiden, som fordeles blandt udstillerne efter aftale med en 3-timers vagt kl. 10-13 eller kl. 13-16.

Du kan læse mere om påskeudstillingen her: http://sabrokunst.dk/paaskeudstilling-2019/

Tilmelding til påskeudstillingen åbner 25. marts

Kære kunstnere og andre kunstinteresserede

Sabro Kunstforening arrangerer igen i 2019 påskeudstilling på Sabro Lokalcenter og   vil gerne høre fra jer, der tidligere har deltaget i vores påskeudstilling, samt fra nye, om der kan være interesse i at deltage.

Der åbent for tilmeldinger fra den 25. februar og frem til den 17. marts 2019 primært efter ”først til mølle-princippet”, dog forbeholder kunstforeningen sig ret til frit at vælge blandt indkomne tilmeldinger med henblik på at sammensætte udstillingen.

Program for udstillingen og deltagerne er:

  • Onsdag den 17. april – fra kl. 16.00 – Kunstnerne opstiller
  • Skærtorsdag den 18. april kl. 14.00 –16.00 – Fernisering
  • Fredag-Tirsdag 19. – 23. april kl. 10.00 -16.00 – Udstillingen er åben
  • Tirsdag den 23. april kl. 15.00 – 16.00 – Evaluering af udstillingen hvor kunstnerne deltager            
  • Tirsdag den 23. april fra kl. 16.00 – Udstillingen nedtages

Der er 2 vagter ad gangen på udstillingen alle dage i åbningstiden. Vagterne fordeles blandt udstillerne efter aftale, med en 3-timers vagt kl. 10 – 13 eller kl. 13 – 16.

Ønsker du/I at deltage sendes tilmelding til Janne Hæstrup jannehaestrup@hotmail.com – senest søndag den 17. marts 2019 – med oplysning om navn og adresse samt om, hvad du/I ønsker at udstille, om det er på væg, bord eller gulv og evt. størrelser.

Svar på, hvem der herefter inviteres til at udstille udsendes via mail snarest derefter og senest den 29. marts 2019.

Prisen for at deltage er kr. 200,- for kunstforeningens medlemmer og kr. 250,- for ikke-medlemmer.

Da der er tale om en kunstudstilling for udøvende kunstnere – med mulighed for salg – forbeholder foreningen sig ret til frit at vælge blandt kunstnerne og sammensætte udstillingen på en måde, så den kommer til at repræsentere med så mange kunstarter som muligt og gerne med et varieret udbud.

Deltagelse i udstillingen sker på kunstnernes eget ansvar. Kunstforeningen har ingen forsikring, og foreningen kan ikke drages til ansvar for eventuelle tab – uanset årsag – i forbindelse med udstillingen. Der er ingen provision til kunstforeningen af salget på udstillingen.